Da Elena steg ned fra toget med sine fire børn omkring sig, havde hun allerede accepteret én ting: Ingen mand ville frivilligt påtage sig ansvaret for en enke med så stor en familie.
Gabriel viste hende, hvor meget hun tog fejl.
Han giftede sig med hende og gav både Elena og børnene en plads på La Esperanza. Men netop som brylluppet skulle markere begyndelsen på deres nye liv, blev festen afbrudt af Gabriels bror, Rogelio.
Han kom ikke for at lykønske dem.
Foran hele selskabet pegede han på Elenas ældste søn.
»Mateo er en tyv.«
Stilheden faldt øjeblikkeligt over gæsterne.
Rogelio lagde derefter en bunke papirer frem og hævdede, at de dokumenterede hans ejerskab af halvdelen af La Esperanza. Som om det ikke var nok, fortalte han, at 9.000 pesos var blevet stjålet fra ranchens kontor.
Flere personer påstod at have set Mateo i området.
»Jeg har ikke været inde på kontoret,« sagde drengen bestemt.
Gabriel nægtede at lade mistanke blive til en dom. Uden egentlige beviser ville han ikke høre mere, og han bad Rogelio og hans støtter om at forsvinde.
Senere forklarede Mateo, at han havde tilbragt tiden sammen med Julián, mens de samlede blomster til brylluppet.
Gabriel troede ham.
Men ikke hurtigt nok.
Mateo havde set den korte tøven i hans øjne.
»Når livet er nemt, kalder du os dine sønner,« sagde han bittert. »Men så snart noget går galt, er vi pludselig bare en anden mands børn.«
Ordene ramte Gabriel hårdere, end drengen vidste.
Og problemerne var kun begyndt.
Det oprindelige skøde på La Esperanza forsvandt. De 9.000 pesos blev aldrig fundet. Kort efter manglede syvogtyve stykker kvæg.
Rogelio udnyttede kaosset til at sprede sin egen historie: Elena havde aldrig elsket Gabriel. Hun var kommet efter jorden.
Selv Doña Beatriz, Gabriels tante, forsøgte at presse ham.
Hun tilbød en løsning. Hvis han annullerede ægteskabet og sendte Elena og børnene væk, ville Rogelio trække sine krav tilbage.
»Ellers risikerer du at miste alt.«
Gabriel tøvede ikke.
»Så må La Esperanza gå tabt. Min familie gør ikke.«
Han vidste ikke, at Elena stod tæt nok på til at høre svaret.
Senere opsøgte hun ham.
Hun mindede ham om, at ranchen ikke kun var deres hjem. Arbejdernes familier var også afhængige af den.
»Vi finder det rigtige skøde,« lovede Gabriel.
»Og hvis det aldrig dukker op?«
Han tog hendes hånd.
»Den dag du steg af toget, valgte jeg ikke den letteste fremtid. Jeg valgte jer.«
I nærheden stod Mateo skjult.
Denne gang hørte han alt.
Ved daggry red han sammen med Gabriel ud for at lede efter det forsvundne kvæg.
De fandt et hegn, der tydeligvis var blevet skåret over. Hovspor var forsøgt skjult, og på stedet fandt de rester af rød maling, som kunne forbindes med mænd i Rogelios tjeneste.
På hjemvejen brød Gabriel stilheden.
Han undskyldte for sin tidligere tvivl.
Mateo stirrede længe frem for sig.
»Min far lovede engang, at han ville komme hjem. Han døde, før han kunne holde løftet. Siden da har jeg haft svært ved at tro på løfter.«
Gabriel nikkede.
»Så lad være med at tro på mine. Bedøm mig efter det, jeg gør.«
Snart kom endnu et spor.
Julián havde set Anselmo, Gabriels mest betroede forvalter, hente en skjult pakke og derefter ride mod en gammel, forladt kalkovn.
Gabriel tog Mateo med derud.
Mellem sodsværtede sten fandt de rester af brændte papirer, grøn forseglingsvoks, 2.300 pesos og optegnelser over det stjålne kvæg.
Ét navn stod tydeligt blandt notaterne.
Anselmo.
Så hørte de bevægelse bag sig.
Forvalteren trådte frem sammen med to mænd.
»Hvad gav Rogelio dig for at forråde os?« spurgte Gabriel.
Anselmo trak på skuldrene.
»Nok til, at jeg kunne skabe mig et nyt liv.«
Mændene forsøgte at tage beviserne. Gabriel stillede sig foran Mateo og holdt dem tilbage, indtil arbejdere fra La Esperanza nåede frem og tvang Anselmo og hans mænd væk.
Fundet beviste forræderiet.
Men ikke Rogelios rolle.
De havde stadig intet endeligt bevis for, at han stod bag anklagen mod Mateo eller forsvindingen af det originale skøde.
Så spillede Rogelio sit stærkeste kort.
Han havde opkøbt en gammel gæld på 38.000 pesos, der stadig hvilede på La Esperanza.
Gabriel havde indtil månedens sidste dag til at betale.
Ellers kunne Rogelio kræve ranchen, uanset hvem der vandt striden om skødet.
Han kom personligt for at fremlægge sine betingelser.
»Overdrag huset til mig. Du kan beholde fyrre hektar. Send enken tilbage til Parral, så river jeg gælden i stykker.«
Mateo trådte frem.
»Hun hedder Elena. Hun er min mor.«
Et koldt smil gled over Rogelios ansigt.
»Det navn kommer aldrig til at få en plads i La Esperanzas historie.«
Gabriel greb ham i skjortekraven.
»Tal sådan om hende igen, og vores fælles blod betyder ingenting for mig.«
Rogelio rev sig fri og gik.
Inden han forsvandt, vendte han sig om.
»Når du står tilbage uden jord og uden penge, vil de børn forlade dig. Så opdager du, hvad familie virkelig betyder.«
Samme nat brød et voldsomt uvejr løs.
Lynet skar gennem mørket over La Esperanza.
Kort før midnat lød Nicolás’ forskrækkede råb gennem huset.
»Der er ild i laden!«
Alle løb udenfor.
Flammerne havde allerede fået fat i bygningen. Arbejderne sendte spande med vand fra hånd til hånd, mens Elena åbnede indhegningerne og fik hestene ud. Tomás og de andre børn hjalp med at føre dyrene væk fra ilden.
Midt i kaosset begyndte Gabriel at tælle.
Én manglede.
Mateo.
»Han gik ind i laden!« råbte Tomás. »Han sagde, at han havde fundet ud af, hvor det rigtige skøde var gemt!«
En voldsom knagen lød fra taget.
Gabriel satte i løb mod indgangen.
To rancharbejdere greb fat i ham.
»Du kan ikke gå derind! Taget falder sammen!«
Så kom en stemme gennem røgen.
Svag, men tydelig.
»Far!«
Gabriel blev stående et øjeblik.
Ikke Gabriel.
Ikke señor.
Far.
Mateo havde endelig kaldt ham far.
Gabriel rev sig fri.
Han greb et gennemblødt tæppe, kastede det omkring sig og forsvandt ind mellem flammerne.
Sekundet efter lød et øredøvende brag.
En brændende bjælke styrtede ned foran indgangen og lukkede åbningen fuldstændigt.
Elena stirrede mod laden.
Gabriel og Mateo var fanget derinde.
Og nu fandtes der ingen vej ud.
