“Hold fast i min arm,” sagde Vincent Costa dæmpet.
Regnen slog hårdt mod de mørke ruder i Maybachen. Gennem glasset fulgte hans blik en grå bil, der havde ligget bag dem gennem flere gader i centrum.
Ved siden af ham sad Mave med sin tablet i skødet, fuldstændig optaget af sit arbejde.
Hun havde endnu ikke opdaget, at de blev fulgt.
Tidligere samme dag havde hun siddet ved sit skrivebord uden for Vincents kontor og gennemgået en række økonomiske rapporter.
Noget stemte ikke.
Tre kolonner gav forskellige resultater, og næsten 30.000 dollars manglede mellem et holdingselskab registreret i Belize og et transportfirma i New Jersey.
Mave markerede beløbet.
Hun stillede ingen spørgsmål.
Det havde hun lært ikke at gøre.
Siden hun blev Vincent Costas sekretær tre år tidligere, havde reglerne været enkle.
Styr hans kalender.
Sørg for, at de officielle regnskaber er fejlfri.
Og spørg aldrig, hvad lastbilerne faktisk transporterede.
Døren bag hende gik op.
Vincent trådte ud.
Han bar et mørkegråt jakkesæt, og på hans ene kindben lå et nyt blåligt mærke. Trætheden stod tydeligt i hans ansigt, men hun vidste bedre end at nævne den.
Hun rakte ham kaffekoppen.
“Sort. To sukker.”
Hans fingre strejfede hendes.
Mave reagerede øjeblikkeligt på kulden fra hans hånd.
Han var iskold.
“Tak,” sagde han.
I et kort øjeblik forsvandt den mand, resten af byen frygtede.
Tilbage stod bare en udmattet mand, som sandsynligvis ikke havde sovet ordentligt i flere døgn.
Så ændrede hans blik sig igen.
Vincent Costa var tilbage.
“Problemet med havnen?”
“Løst.”
Han hævede et øjenbryn.
“Hvordan?”
“Jeg ændrede ruten. Leverancen går gennem Queens nu. Det bliver fire tusind dyrere, men vi kommer uden om kontrollen.”
Vincent betragtede hende med et blik, der varede lidt længere end nødvendigt.
“Du er virkelig god til det.”
Mave trak på skuldrene.
“Det er bare logistik. Man tager en kasse ét sted og sørger for, at den ender et andet.”
Et svagt smil trak i hans mundvig.
“Selvfølgelig. Kasser.”
Kort efter nævnte han aftenens velgørenhedsgalla på Plaza.
Mave åbnede kalenderen.
“Borgmesteren kommer. Der er også to senatorer og mindst seks mennesker, du helst ikke bør diskutere forretning med. Smil, tryk hænder og forsvind inden elleve.”
“Du tager med.”
Hun så langsomt op.
“Nej.”
“Det var ikke et spørgsmål.”
“Jeg deltager ikke i dine selskaber.”
“Normalt gør du ikke.”
“Så tag Leo.”
“Leo kan huske, hvem der fornærmede hvem. Han kan ikke huske, hvilken rådmand der skylder mig en tjeneste, hvis kone hader hvilken senator, eller hvem der stadig skylder penge fra sidste valgkamp.”
Mave lagde tabletten ned.
“Det lyder som dit problem.”
“Derfor tager jeg min bedste problemløser med.”
Hun sukkede.
Kontoret var sikkert.
Forudsigeligt.
Her bestod Vincents verden af kalenderaftaler, regneark og lukkede døre.
Udenfor fandtes den verden, hun bevidst havde undgået i tre år.
“Jeg ejer ikke engang noget, jeg kan have på til sådan en aften.”
Vincent lagde en cremefarvet kuvert foran hende.
“Fifth Avenue. Butikken lukker klokken seks.”
Mave så på kuverten og derefter på ham.
“Hvordan ved de, hvilken størrelse jeg bruger?”
“De har dine mål.”
Hun stirrede på ham.
“Du har fået fat i mine mål?”
Vincent virkede næsten overrasket over spørgsmålet.
“Mave, jeg kender navn, fødselsdato, gæld, familie og dårlige vaner hos enhver, der arbejder for mig.”
“Betryggende.”
“Det var meningen.”
Klokken syv samme aften stod hun i balsalen på Plaza iført en mørkeblå silkekjole.
Krystallysekronerne kastede lys over rummet, champagneglassene glimtede, og diamanterne omkring kvindernes halse kunne sandsynligvis have finansieret et mindre land.
Politikere bevægede sig mellem mænd med perfekte jakkesæt og formuer, ingen burde undersøge for nøje.
Mave følte sig som en besøgende i en verden, hun kendte alt for meget om på papiret.
Vincent stod på den anden side af lokalet og talte med en senator.
“Han holder øje med dig.”
Mave vendte sig.
Leo stod ved siden af hende med et glas i hånden.
“Han holder øje med alle.”
“Ja.”
Leo tog en slurk.
“Men mest med dig.”
“Jeg er hans sekretær.”
“Det fortæller du bare dig selv.”
Inden hun nåede at svare, forsvandt han videre gennem selskabet.
Mave kastede endnu et blik mod Vincent.
Denne gang opdagede hun, at Leo havde ret.
Vincent så direkte på hende.
Ikke som en arbejdsgiver, der ville vide, om alt var under kontrol.
Det var noget andet.
Noget mere intenst.
Så gled hans blik forbi hende.
Og hele hans ansigt ændrede sig.
Mave fulgte retningen.
Ved de tunge mahognidøre stod en mand alene.
Hun kendte ham ikke.
Hans smoking så ud, som om den var blevet lånt i sidste øjeblik. Hans lyse hår var klippet tæt ind til hovedet, og et groft ar løb gennem det ene øjenbryn.
Han havde ingen drink.
Ingen samtalepartner.
Han gjorde ingen forsøg på at passe ind.
Han så kun på hende.
Mave åbnede gæstelisten på sin telefon.
Navnet var der ikke.
Da hun så op igen, havde Vincent allerede reageret.
Han afbrød senatoren uden så meget som en undskyldning.
Og begyndte at gå.
Den fremmede bevægede sig også.
Men Vincent gik ikke mod ham.
Han gik mod Mave.
Den fremmede smilede svagt.
Afstanden blev mindre.
Seks meter.
Fem.
Fire.
Mave tog et skridt tilbage og mærkede den kolde marmor fra en søjle mod ryggen.
I næste sekund stod Vincent foran hende.
Mellem hende og manden.
“Bliv stående,” sagde han så lavt, at kun hun kunne høre det.
Så rakte han armen mod hende.
“Tag fat.”
Hun gjorde det uden at tænke.
Hans anden hånd lukkede sig over hendes fingre.
Han førte hende hurtigt mod udgangen, mens Leo og to andre mænd skar den fremmede af bag dem.
De nåede udenfor.
Regnen styrtede ned over fortovet, og vandet løb i striber fra markisen.
“Hvem var han?” spurgte Mave.
Vincent åbnede bildøren.
“En mand, der troede, at han kunne komme til mig gennem dig.”
Hun blev stående.
“Du havde folk nok derinde.”
“Ja.”
“Du kunne have sendt Leo.”
“Ja.”
“Men du gjorde det selv.”
Vincent svarede ikke med det samme.
Det var usædvanligt.
Normalt havde han altid en replik klar.
Et køligt svar.
En måde at lukke samtalen på.
Nu stod han bare i regnen.
Mave så på ham.
“Vincent?”
Han trak vejret langsomt ind.
“Jeg har brugt næsten hele mit voksne liv på at skjule, hvad jeg holder af.”
Hun sagde ingenting.
“Hvis mine fjender ikke ved, hvad der betyder noget for mig, kan de ikke bruge det imod mig.”
Hans blik fandt hendes.
“I aften fandt jeg ud af, at jeg ikke havde skjult det godt nok.”
Maves hjerte slog hurtigere.
“Og hvad er det, du ikke har skjult?”
Vincent løftede hånden.
Hans fingerspidser strejfede forsigtigt hendes kind.
Det var næsten absurd, hvor nænsomt det føltes fra en mand, som havde bygget hele sit liv på frygt.
“Penge kan jeg skaffe igen.”
Hans stemme blev lavere.
“Virksomheder kan bygges op igen.”
Han holdt en kort pause.
“Mænd kan erstattes.”
Mave mærkede hans kolde hånd mod huden.
“Men ikke dig.”
Hun tog hans hånd og lukkede begge sine omkring den.
I tre år havde hun set Vincent Costa gå ind i ethvert rum og registrere alle udgange.
Hun havde set ham kontrollere vinduer, spejle og mørke hjørner uden overhovedet at tænke over det.
Hun havde aldrig set ham give nogen sin fulde opmærksomhed.
Ikke før nu.
Denne gang holdt han ikke øje med trafikken.
Han studerede ikke bilernes spejlinger.
Han tjekkede ikke, om nogen kom nærmere.
Han stod bare foran hende i regnen.
Og så på hende.
Det var dér, Mave endelig forstod det.
Vincent Costa, manden som fik andre til at sænke stemmen, når hans navn blev nævnt, havde endelig fundet noget, han ikke kunne kontrollere med penge, magt eller frygt.
Noget han ikke kunne erstatte, hvis det blev taget fra ham.
For første gang havde byens farligste mand noget at miste.
Hende.
