Hun var kommet til gården uden tag over hovedet og havde kun bedt om et glas vand. Ingen kunne dengang have forestillet sig, at Jacinta snart ville blive den person, der holdt sammen på en familie, som sorgen næsten havde ødelagt.

Men én sætning fik hende til at tvivle på alt:

»Du er ikke andet end en efterligning af en kvinde, der er død.«

Kort efter dukkede et gammelt brev op – et brev, der skulle vende op og ned på alt, de troede, de vidste.

Jacinta blev på gården den nat. Alligevel føltes det fra næste morgen, som om en del af hende allerede stod med hånden på dørhåndtaget.

Hun fortsatte sine daglige rutiner. Før solen stod op, var hun i køkkenet. Hun lavede mad, vaskede tøj, passede haven og tog sig af lille Nicolás.

Men huset havde mistet en lyd.

Jacinta sang ikke længere, når hun lavede tortillas.

Mateo bemærkede det.

»Jeg har aldrig ønsket at gøre dig til Lucía,« sagde han en aften.

Jacinta så længe på ham.

»Hun var min kone,« fortsatte han. »Jeg kan ikke bare slette hende fra mit liv.«

»Det har jeg heller aldrig bedt dig om.«

»Hvad beder du mig så om?«

»At se mig, Mateo. Ikke hende, når du ser på mig.«

Han forsøgte at svare, men ordene kom ikke.

Ximena mærkede forandringen længe før nogen forklarede hende noget.

Hun begyndte at skubbe maden væk. Om aftenen tog hun sine tæpper med udenfor og lagde sig de samme mærkelige steder, som hun havde søgt hen efter sin mors død.

Jacinta genkendte mønstret.

Pigen ventede ikke på, at nogen skulle forlade hende.

Hun forberedte sig på det.

En sen aften stod Ximena ved vinduet og stirrede ned ad den mørke vej.

Jacinta stillede sig ved siden af hende.

»Hun kommer ikke gående derude, Ximena.«

»Mama kommer tilbage.«

Jacinta mærkede en smerte i brystet.

»Hvis jeg kunne ønske hende tilbage for dig, ville jeg gøre det.«

Ximena vendte sig brat.

»Nej, du ville ikke.«

Jacinta sagde ingenting et øjeblik.

»Jeg ønsker ikke at tage hendes plads. Og jeg vil aldrig bede dig om at glemme hende.«

Pigens blik blev hårdt.

»Så rejs.«

»Hvorfor?«

»Fordi Papa glemmer Mama, hvis du bliver.«

Jacinta gik uden et ord.

På sit værelse tog hun sin mors gamle opskriftsbog frem. Papiret var gulnet, og ryggen var næsten slidt i stykker.

Midt i bogen manglede en side.

Opskriften på den kvædekage, hendes mor altid havde bagt til hendes fødselsdag.

Efter moderens død var siden forsvundet. Med tiden var Jacinta også holdt op med at fejre dagen.

Hun vidste derfor præcis, hvad Ximena frygtede.

Nogle gange var man ikke bange for at glemme et menneske.

Man var bange for, at verden langsomt ville fjerne alle spor efter dem.

Uden for gården voksede problemerne.

Doña Remedios fortalte enhver, der gad lytte, at Jacinta havde planer om at få fingrene i Mateos jord. Snart holdt flere naboer op med at købe hans ost, og møllen ville ikke længere give ham kredit.

Derefter ankom Severiano, Lucías bror.

Han kom ikke for at besøge børnene.

Han kom for at hente dem.

»De skal ikke opdrages af en kvinde, vi ikke kender.«

Mateos ansigt stivnede.

»Hvor var du de sidste ti måneder?«

»Jeg sørgede over min søster.«

»Og mens du sørgede, hvem gav så børnene mad? Hvem sad hos dem, når de var syge? Hvem skiftede Nicolás’ bleer?«

Severiano svarede ikke.

Men han klagede til myndighederne.

Kort efter kom en embedsmand til gården. Han undersøgte forholdene og fandt ingen tegn på vanrøgt. Alligevel advarede han Mateo om, at nye klager kunne udløse en egentlig sag om børnene.

Det var nok for Jacinta.

»Jeg rejser.«

Mateo rystede på hovedet.

»Nej.«

»Du bestemmer ikke over mig.«

»Det ved jeg.«

»Hvorfor prøver du så at holde mig her?«

»Fordi det her er forkert.«

Jacinta så direkte på ham.

»Hvad kæmper du egentlig for, Mateo? Mig? Eller fordi jeg minder dig om Lucía?«

Han tøvede.

Kun et øjeblik.

Men det var længe nok.

Jacinta gik ind og begyndte at pakke.

Så lød Nicolás’ hoste gennem huset.

Først virkede det som en almindelig forkølelse. Men inden for en time var barnet brændende varmt, og hans vejrtrækning blev stadig mere anstrengt.

Mateo mistede farven i ansigtet.

Han kendte symptomerne.

Lucías sidste sygdom var begyndt næsten på samme måde.

»Jeg henter doktor Herrera.«

Jacinta så ud mod stormen.

»Floden er allerede ved at gå over sine bredder.«

Mateo greb sin frakke.

»Så må jeg finde en vej igennem.«

Han red af sted.

Jacinta blev tilbage med Nicolás. Hun lagde fugtige klude mod hans varme hud og sørgede for, at han fik små mængder vand.

Klokken 1.47 vågnede Ximena.

Hun kom ind og så sin lillebror ligge med feber.

Fortiden ramte hende med det samme.

»Nej!« skreg hun. »Ikke igen!«

Hun pressede ryggen mod væggen og sank ned på gulvet.

Jacinta satte sig foran hende.

»Ximena. Se på mig.«

»Han dør! Og så dør du også! Alle forsvinder!«

Jacinta tog ikke hendes hånd. Hun vidste, at pigen selv måtte vælge at række ud.

»Jeg går ingen steder i nat.«

»Det sagde Mama også.«

Ordene ramte hårdt.

Jacinta kunne have lovet hende, at hun aldrig ville forlade hende.

Men hun ville ikke bygge tryghed på et løfte, ingen kunne garantere.

»Jeg kan ikke love dig for evigt,« hviskede hun. »Men jeg kan love dig, at jeg er her nu. Træk vejret sammen med mig.«

Hun satte sig ved siden af hende.

Så begyndte hun at synge.

Det var den gamle vuggevise, hendes mor havde sunget, når tordenvejret rullede over huset.

Lidt efter lidt blev Ximenas vejrtrækning roligere.

Hun rykkede tættere på Jacinta.

»Du må ikke lade Nicolás forsvinde.«

»Han skal ikke være alene.«

Ximena så op.

»Og mig?«

»Du skal heller ikke være alene.«

Pigen lagde armene omkring hende.

Et enkelt ord slap ud mellem tårerne.

»Mama …«

Jacinta lukkede øjnene.

Hun rettede hende ikke.

Da himlen begyndte at lysne, kom hestehove gennem mudderet.

Mateo var tilbage.

Doktor Herrera var med ham, og Mateo selv var gennemblødt og forslået efter at være styrtet på vejen.

Lægen undersøgte Nicolás grundigt.

Drengen ville klare sig.

Jacintas omsorg gennem natten havde forhindret, at hans tilstand blev langt værre.

Mateo stod stille i døren.

Ximena sov med hovedet mod Jacinta.

Længere henne i gangen stod Jacintas kuffert stadig åben.

Og dér forstod Mateo endelig det, han burde have forstået for længe siden.

At elske Jacinta betød ikke, at han elskede Lucía mindre.

Fortiden behøvede ikke at dø, for at livet kunne fortsætte.

Men hvis han ofrede de mennesker, der stadig var hos ham, blot for at beskytte et minde, ville sorgen ende med at tage endnu mere fra ham.

Senere samme morgen gik Mateo direkte ind i Doña Remedios’ butik.

Der var mennesker overalt.

Godt.

Så kunne alle høre det.

»Jacinta er ikke Lucías erstatning.«

Samtalerne forstummede.

»Hun er Jacinta. Og hun er den kvinde, jeg elsker. Hvis hun siger ja, vil jeg gifte mig med hende.«

Farven forsvandt fra Doña Remedios’ ansigt.

»Mateo … du ved ikke, hvad du siger.«

»Så fortæl mig, hvad jeg ikke ved.«

Hun kneb læberne sammen.

»Det kan jeg ikke.«

Mateo ventede.

Da hun stadig nægtede at tale, vendte han sig om og gik.

Han fandt Jacinta i haven.

Denne gang havde han forberedt en tale.

Han glemte næsten hvert eneste ord, da han så hende.

»Jeg ejer ikke meget,« begyndte han. »Et gammelt hus, der lækker, når det regner. Tolv køer. To børn, som stadig prøver at finde ud af, hvordan man lever med sorg.«

Jacinta smilede svagt.

Mateo fortsatte:

»Og så er der mig. En mand, der som regel først finder de rigtige ord, når det næsten er for sent.«

Han tog hendes hånd.

»Men én ting ved jeg. Når jeg ser på dig, ser jeg ikke Lucía. Jeg ser dig. Og jeg elsker dig. Vil du gifte dig med mig?«

Tårerne løb ned ad Jacintas kinder.

»På én betingelse.«

»Hvilken som helst.«

»Vi må gerne tale om Lucía. Børnene må elske hende. Hendes billeder må blive hængende. Men jeg vil ikke leve mit liv som hendes skygge.«

Mateo nikkede.

»Det kommer du aldrig til.«

Jacinta flettede sine fingre ind i hans.

Ximena kom løbende hen til dem og lagde sin hånd oven på deres.

Så hørte de hjul mod den ujævne vej.

En vogn standsede foran gården.

Doña Remedios steg langsomt ned.

I hånden holdt hun en gulnet kuvert.

Hun gik hen imod dem uden at sige noget.

Mateo så på brevet.

»Hvad er det?«

Doña Remedios standsede få skridt fra dem.

»Noget, jeg burde have givet dig for næsten et år siden.«

Hun rakte kuverten frem.

På forsiden stod Lucías håndskrift.

Jacinta stivnede.

Mateo sagde ikke et ord.

Doña Remedios sænkede blikket.

»Før I bliver gift, skal I vide, hvad Lucía bad mig om at gøre …«

Hun tøvede.

»… og hvorfor jeg valgte at skjule hendes sidste ønske for jer.«